Amerikanske og kinesiske mærker giver OLED TV boost i 2020


nordic45

Medlem
28 Jan 2005
8.975
27
48
I år vil OLED nå ned i 48-tommer, samtidig med, at teknologien kommer bredere ud blandt producenter. USAs største og to store kinesiske producenter lancerer OLED TV. Flere melder sig på banen senere i 2020.

OLED TV fra nye producenter
I det øverste segment af TV-markedet er flere producenter begyndt at trække mod 8K-opløsning. Det sker primært med LCD-teknologi, mens 8K OLED er uforholdsmæssigt dyrt.

Samtidig tager OLED taktfaste skridt mod det mere folkelige segment. Det sker med et nyt 48-tommer format samt OLED TV fra producenter, som ikke hidtil har solgt skærme baseret på teknologien.

Den største lancering på området i 2020 bliver Vizios lancering af OLED TV. Vizio er USAs største TV-producent og selskabet har i perioder også været det mest solgte mærke i USA.


Vizio OLED TV
En anden udvikling er, at Philips OLED TV for første gang lanceres i USA. Det sker igennem et samarbejde mellem TP Vision, der står bag Philips TV i Europa, og Funai, der står bag Philips TV i USA.

Læs også: CES 2020: Tendenser & første indtryk af 2020 TV

Også kinesiske aktører lancerer OLED TV i den vestlige verden i år. På CES-messen meldte kinesiske Konka sig klar til at erobre USA, mens Skyworth skød sin internationale ekspansion i gang, hvilket bl.a. bringer et billigere 'wallpaper' OLED TV til USA og Europa.

De to største kinesiske TV-producenter er TCL og Hisense, hvor sidstnævnte har lanceret OLED TV i visse regioner, men derudover primært satser på sine "ULED" LCD TV. Blandt toneangivende producenter, så efterlader det Samsung og TCL som de eneste, der står udenfor. Samsung har planer om at starte produktion af QD-OLED i 2021 - sideløbende med en satsning på microLED - mens TCL forsker i en anden variant af OLED - sidenløbende med en satsning på miniLED LCD.

Med lanceringerne i særligt USA udvides konkurrencefeltet betydeligt. Hidtil har OLED-segmentet i USA bestået næsten udelukkende af LG og Sony idet hverken Panasonic eller Philips har solgt OLED TV i regionen. Med sit exit fra plasma trak Panasonic sig fra det amerikanske TV-marked.


Skyworth wallpaper OLED TV Skyworths 'wallpaper' OLED med soundbar ovenover TV'et​
Flere kinesere i 2020
Senere i 2020 melder Huawei og Xiaomi sig på banen med OLED TV. Ligesom de øvrige, så vil Huawei og Xiaomi indkøbe paneler fra LG Display.

Den store ekspansion i 2020 muliggøres af LG Displays nye fabrik i Guangzhou, Kina. Det er skærmfabrikantens anden OLED TV-fabrik og det er forventningen, at den allerede i 2020 skal fordoble produktionen samt nedbringe produktionsomkostningerne.

Samtidig med, at LG Display fordobler produktionen af OLED, vil selskabet lukke sin LCD-fabrik i Sydkorea. Det er en af to LCD TV-fabrikker under LG Displays vinger. Den anden er beliggende i Kina og vil forblive aktiv.

På CES præsenterede Acer og Viewsonic i øvrigt 55-tommer OLED-monitorer til spilbrug.