Loewe var ikke beskedne, da de skulle navngive deres nye flagskibsmodel indenfor tv-skærme. Modellen hedder Loewe Reference. Den er designet i aluminium og tilbyder Ultra HD såvel som avanceret optagefunktionalitet.

Loewe lancerer Reference UHD

Der er tale om en skærm i high-end-segmentet. Loewe Reference kombinerer godt billede og god lyd med masser af indbygget funktionalitet, herunder en triple-tuner.

Indeni sidder et Ultra HD LCD-panel. Dine tv-kanaler vil nok blive sendt ud i HD-opløsning i en del år endnu, men tv’et er klar til 4K-indhold med HEVC-dekodning samt HDMI 2.0 (og HDCP 2.2.), der er stikket til at tilslutte 4K-afspillere. 3D understøttes også.

På lydsiden har Loewe integreret 2x 60 Watt højttalere, der er fremadrettede og leverer lyd i stereo. Loewe mener, at det er nok til den daglige brug. Vil man hæve lydoplevelsen, kan højttalere tilsluttes tv’ets indbyggede 5.1 surrounddekoder, der understøtter Dolby Digital og DTS. I et sådan setup kan tv’ets højttaler agere centerhøjttaler.

Reference er designet som et minimalisk billedpanel med fleksible placeringsmuligheder. Det kan stå på gulvet, på et møbel eller hænge på væggen. Man kan også købe en motoriseret stand eller købe et rack-system, der gør plads til husets bokse. Tv’et er skabt i aluminium og Loewe lover solid byggekvalitet.

Triple tuner og andet smart

Det er ikke unormalt at finde tv-skærme med dobbelt tuner, men Loewe tager det skridtet videre med en triple-tuner. Den muliggør flere af de avancerede netværksfunktioner, som er indbygget.

Det er naturligvis muligt at optage en kanal imens du ser en anden. Der er picture-in-picture funktion, men det stopper ikke her. Du kan også sende tv-kanaler over på mobilen og tablet med ”tv2move”-funktionen. Du kan også sende billeder, video og musik den anden vej.

Tuneren gør det desuden muligt at sætte kanaler på pause og starte dem igen på et andet Loewe-tv i hjemmet. Det hele gemmes på en 1TB harddisk, der også kan tilgås fra andre enheder i hjemmet. Endelig er det muligt at starte optagelser fra en mobil (iOS og Android), når man er på farten.

”Loewe Assist Media 2015” er det mundrette navn på ”smart tv”-delen. Herfra har man adgang til indhold og apps fra internettet. Specifikke tjenester nævnes ikke og det er uklart om f.eks. Netflix leveres i 4K-kvalitet.

Loewe Reference UHD fås i 4 farvevarianter: Alu Silver, Alu Black, White og Dark Gold. Den kan leveres nu i 55" til priser fra kr. 41.999 kroner.

Loewe lancerer "Reference" topmodel i eksklusivt design - FlatpanelsDK