Nyt partnerskab viser vejen for at Apple-indhold også kan komme direkte ind i TV-apparaterne.
Der findes allerede Philips Android TV, og snart findes der også Philips Apple TV. Det skriver The Hindu Business Line.
Philips i Indien viser nu, at Apple er ved at åbne op for samarbejder med TV-fabrikanter, om at gøre Apple-indhold tilgængeligt direkte (uden en ekstern boks).
Men inden du nu farer ned til den lokale tv-pusher og forudbestiller, så skal du vide at Philips i Indien er en anden fabrikant end Philips i Europa. På vore breddegrader fabrikeres og sælges Philips TV af TP Vision, mens det i Indien er PE Electronics.
Men Philips-kunder i Indien kan snart købe TV, der forbinder med Apple iTunes bibliotek af musik, film og tv-shows, ligesom der understøttes ting som Apple AirPlay inklusiv skærm-spejling (Screen Mirroring). Så Apple-enheden, om det er iPhone, iPad eller iPod Touch, kan forbinde direkte med Philips TV'et.
Apples øvrige smart tv funktioner, som det kendes fra Apple TV, skulle også være tilgængelig igennem disse Philips TV. Med andre ord, det er som at have et Apple TV indbygget i selve TV-apparatet, og PE Electronics kalder det da også den nye aftale for et "Apple TV partnership".
Hvorvidt de øvrige fabrikanter af Philips TV arbejder på lignende partnerskaber med Apple er ikke oplyst.