Et stort udvalg af LED TV, med passiv 3D, skal lokke kunderne til at investere i Panasonic TV i 2013.

Forleden dag kunne vi bringe rygtet om, at Panasonic er tæt på at droppe yderligere udvikling på plasma TV. Ifølge rygterne skulle det allerede ske i det kommende forår.

Det betyder dog ikke et endeligt farvel til plasma TV endnu, men hvis de rygter holder vand så kan 2013-modellerne blive de sidste nyudviklede plasma-modeller, fra den traditionsrige japanske TV-producent.

Istedet flyttes resourcer fra udviklingsafdelingen over på OLED TV.



LED TV med passiv 3D

Hvad skal der så på hylderne istedet? Jo, i første omgang skal der langes mange flere LED TV ud i butikkerne, med et Panasonic logo på fronten. Altså LCD TV med LED bagbelysning.

Recordere.dk erfarer at det ikke er eneste nyhed vi vil se på CES. Panasonic følger efter LG og går på passiv 3D.

På passiv 3D er brillerne meget billigere, og det er en type 3D der typisk giver mindre flimmer og flicker for øjnene, og dermed også mindre hovedpine og andre gener. Dette på bekostning af opløsning, idet passiv 3D kun er halv opløsning af aktiv 3D. Ihvertfald for samme display opløsning på 1920x1080.



Stemmekontrol

Vi har også hørt en fugl synge om, at Panasonic har skelet til Samsung og LG, hvad angår et alternativ til TV-fjernbetjeningen.

På CES-udstillingen skulle vi derfor også se Panasonics bud på, hvordan deres TV også vil kunne kontrolleres via stemmen, altså talte kommandoer.



Ultra HD (4K)

Præcis hvilke produkter Panasonic kan fremvise indenfor den firedobbelte opløsning af 1080P, det der tidligere blev kaldt 4K og nu kaldes Ultra HD, har vi endnu ikke konkrete bud på.

Men vi forventer, ud fra tidligere oplysninger, at de også har mere klar til CES indenfor dette område.



Vi er i Las Vegas

Vi kan desværre ikke vise billeder af nyhederne endnu. Men recordere.dk rykker til Las Vegas, klar til at fortælle om alle Panasonic-nyhederne, fra den store CES-udstilling til januar.

Her satser vi også på at høre lidt mere om fremtiden, også hvad der følger efter årets første produktnyheder fra Panasonic.

Læs mere: Panasonic satser på LED og passiv 3D