Vi fik demonstreret en automatisk kalibrering på et Panasonic 55VT30 plasma TV. Læs om oplevelserne og resultatet her, set igennem øjnene på en ikke-fagmand.

Panasonics VT30 model (modelåret 2011), er i besiddelse af en indbygget billedkalibrerings facilitet (ISFcc) som bevirker, at denne facilitet sammen med et Calman kalibreringsprogram kan udføre en auto billedkalibrering, og som er opbygget med basis i ISF. ISF står for Imaging Sience Fundation, og har som udtalt mål, at forbedre billedkvaliteten på f. eks. TV-paneler og projektorer.

Hvis jeg kigger lidt i bakspejlet kan man vel sige, at ISF også har som mål at udbrede kendskabet til det korrekte og naturlige billede. Disse kendskaber søger man at udbrede ved at afholde kurser og seminarer for professionelle AV-folk, ligesom ISF udarbejder programmer og disc´s til brug for de før omtalte professionelle. Programmer m.v., benyttes så i forbindelse med manuelle kalibreringer af TV-paneler m.v. Desuden samarbejder ISF med producenter af billedudstyr, og måske er det i denne sammenhæng, som vi skal se det som for mig, er en relativ nyskabelse, et TV-panel med muligheden for at ISF autokalibrere.

Lige meget hvordan vi end vender og drejer det, så er et korrekt indstillet billede langt bedre og mere spændende at kigge på, for detaljer og farver giver seeren den bedste nydelse i en billedoplevelse.

Lad os lige, for at undgå eventuelle forskellige misforståelser, slå fast - at jeg ikke er professionel på nogen måde. Bevares, jeg kan godt se om et billede viser rimeligt korrekte farver, og om et panel er indstillet korrekt inden for nogle mindre tolerancer.

Min beskrivelse af autokalibreringen skal altså ses som en beskrivelse af, hvorledes den lidt øvede billede entusiast vil opleve kalibreringen, og forhåbentlig også, hvorledes man i almindelighed også vil opleve kalibreringen.

Calman Kalibrering

Calman kalibreringssystemet blev for nylig opdateret til at måle på 10 punkter mod tidligere bare 2 punkter. Som jeg har opfattet kalibreringssystemet, så måler det på dels RGB, men også på gråskala, og det er netop på gråskalaområdet, de netop implementerede yderligere tilførte 8 måleprocesser gør sin gavn.

Hele Calman kalibreringsprocessen foregår ved, at der på panelet som skal kalibreres, opsættes en sensor som vi kender det fra den manuelle kalibreringsproces. Udgangspunktet for autokalibreringen er selvfølgelig ISFcc menuen på TV´et. Hvis der i ISFcc menuen allerede er opsat billedparametre, skal disse ændres til Factory Default.

Derefter tilsluttes TV´et til en bærbar PC via en HDMI tilslutning, og den bærbare PC opsættes til internettet, og kobles op på en hjemmeside hos Calman. På den pågældende hjemmeside skal man naturligvis indtaste et password for at kunne benytte det relevante kalibreringsprogram. Herefter vises på panelet kalibreringsbilledet fra Calman, hvorfra man vælger de aktiviteter som man ønsker at gennemfører, og i dette tilfælde en fuld ISF Calman autokalibrering.

Undervejs i kalibreringsforløbet kan man grafisk følge udviklingen i kalibreringsprocessen, men man skal være på dupperne, for processen går virkelig stærkt. Det tager vel typisk omkring 3 minutter for Calman, at udføre processen på det pågældende panel.

Det er så muligt efterfølgende at gå ind på specifikke områder for her, at optimere disse. Det er også muligt på visse områder manuelt at ændre de måleværdier man har opnået ved autokalibreringen.

Hele det automatiske kalibreringsforløb fra tilslutning af bærbar PC, kabler, sensor og til selve kalibreringsprocessen er fuldført, tager vel omkring 20 minutter, for en erfaren bruger af Calman-systemet.

Resultatet

Hvis man sammenligner det Calman kalibrerede billede med billedet fra THX indstillingen, så vil mange måske mene, at forskellen ikke er så stor. Men tester man lidt på billedet fra særligt de forskellige TV-kanaler, så vil man se kunne se ikke uvæsentlige forskelle.

F.eks. er billedet fra TV2News ofte prydet af studieværter med ret røde og unaturlige ansigtsfarver i THX billedindstillingen. Efter ISF Calman kalibreringen, præsenteres de samme studieværter nu med en langt mere naturlig ansigtsfarve. Og når der er farveforskelle i den nævnte sammenhæng, så vil der formentlig være ganske mange forskelle i farvenuancerne over en bred kam.

Jeg bilder mig også ind, at sortniveauet blev en kende bedre efter Calman kalibreringen. Her sammenlignede jeg billedet (THX versus ISFcc) med en Blu-Ray disc fra Pioneers dejlige præsentationsvideoer fra 2008. De nævnte videoer er jo netop fremstillet for at præsentere de dengang producerede Pioneer panelers egenskaber i sort (KURO). Sort fremstod for mig mere mættet, mere ensartet i ubrudte sorte billedscener.

Man kan sige, at en autokalibreringen ikke kommer ud i yderkanterne af et panels kalibreringsmuligheder, og det er også helt korrekt. Går jeg ind og kigger i de forskellige billedparametre i mit Panasonic panel, har en autokalibrering ikke været rundt i alle hjørner, af de indstillingsmuligheder der findes. Når det så er sagt, så er det min opfattelse, at man skal være i besiddelse af et ganske øvet "Billedøje" for at kunne skelne et manuelt ISF kalibreret panel med et Calman auto kalibreret ditto, ved et normalt brug. Indrømmet den virkelige entusiast vil formentlig foretrække en manuel kalibrering.

Der hvor jeg måske oplevede den største "Hurdle" ved en Calman auto kalibrering er rummets belysningsforhold. Auto kalibreringen tager godt nok hensyn til lysforholdene i rummet, men nok i en mere standardiseret udgave i forhold til en manuel kalibrering, hvor man i et begrænset omfang kan tage hensyn til flere detaljer i rumbelysningen.

Skal - skal ikke

Prisen for en Calman autokalibrering er i skrivende stund ikke helt fastlagt.

Der er dog ingen tvivl i mit sind om, at pengene til en Calman autokalibrering typisk er givet godt ud. Prisen for en Calman kalibrering vil være væsentligt lavere end en tilsvarende manuel kalibrering.

Det man opnår ved en Calman kalibrering er bevidstheden om et ganske korrekt indstillet billede, nydelsen af bedre farver, flere nuancerede detaljer i billedet, og som jeg har oplevet det, et bedre sortniveau end ved THX indstillingen.

Tak

En stor tak til Panasonic Center Rødovre, og til Jimmy og Marcus for et spændende og hyggeligt besøg, og for at demonstrere Calman kalibreringen for recordere.dk.

Læs mere: Automatisk kalibrering af Panasonic VT30