Anmeldelse: Samsung C8705 3D TV - Del 1

Sponsorer:
Takk Takk:  0
Like Like:  0
Viser resultater 1 til 4 av 4
  1. #1
    Intermediate
    Medlem siden
    Jan 2005
    Poster
    2,896
    Takk & like
    Nevnt
    1 post(er)
    AVtorget feedback
    0
    (0% positive tilbakemeldinger)

    Anmeldelse: Samsung C8705 3D TV - Del 1

    Indledning

    Recordere.dk vil over de næste 7 dage anmelde Samsung UE40C8705 3D TV, der er et af de bedste 3D LED TV på markedet lige nu.

    Recordere.dk blev lørdag kontaktet af Licotronic.dk, der er Elite partner hos danske Samsung. Licotronic parallelimporterer ikke deres TV, og der er derfor dansk garanti og produkterne sælges af en forhandler, der er godkendt til at sælge 3D produkter. Når man køber et TV igennem en forhandler af danske modeller, får man i øvrigt Samsung Prestige service med 2 års garanti på kundens adresse.

    Licotronic spurgte kort og godt. ”Kan i tænke jer at teste 8000 serien fra Samsung med 3D?”. Hvad skal man dog svare på sådant et spørgsmål udover, ”Hvornår kan vi komme ?”.

    Afsted i bilen og op og hente TV’et. Der var dog ingen 3D Blu-ray på lager, men den kommer Samsung forbi med i morgen søndag. Kom ikke og sig, at recordere.dk og dets samarbejdspartnere ikke arbejder i weekenderne for at give vores brugere de hotteste nyheder og anmeldelser.

    Bliv medanmelder
    Vi vil i denne anmeldelse prøve noget nyt. Anmeldelsen vil blive til over 7 dage, og i samarbejde med vores brugere. I dag fortæller vi om udpakningen, opsætningen og de første indtryk. Senere vil vi fortælle om den indbyggede PVR funktion, 3D oplevelsen på 3D Blu-ray, men også på 2D -> 3D konvertering. Desuden skal vi lege med internet@tv, media browseren incl. DLNA via netværk, samt de almindelige funktioner. Vi vil også kigge på den remote applikation der findes til iPhone.

    Til det har vi allerede oprettet en tråd, hvor du som bruger kan stille spørgsmål, og vi vil så prøve at få dem med i anmeldelsen.

    Men lad os nu komme i gang.

    Udpakningen

    TV’et kommer i en pakke, der ikke er mere end 14 cm dyb, og det fortæller jo at indholdet er endnu tyndere. TV’et selv måler 95,6 x 64,7 x 2,4 cm. Med TV'et kommer der en masse kabler, da TV’et er så tyndt at der ikke er plads til rigtige stik. F.eks. er både SCART og component video ekstra stik, ligesom ethernet, antenne og optisk autio stik også er eksterne.

    TV’et har 4 x HDMI indbygget som alle er 1.4 standarden med Audio Return Channel, ligesom der er 2 x USB, hvor man bl.a. kan tilslutte en ekstern USB harddisk som kan bruges som harddiskoptager (Det vender vi tilbage til senere i anmeldelsen). Der er trible tuner i, der understøtter DVB-T / C og S2 (Sattelit). Der er naturligvis MPG4 dekoder indbygget. Desuden er der analog tuner.

    En ting der bekymrer, er at placeringen af alle HDMI og USB porte er tæt på kanten, så det kan være svært at skjule kablerne, hvis man ikke køber nogle meget "korte HDMI stik". Især hvis man har mere end ét kabel i TV'et, så kan der godt blive trængsel.

    Der er plads til ét Common Interface modul, og vores test af TV’et foretages på YouSee kabel TV. Vi vil ikke bruge tid på at teste kvaliteten på det analoge signal, og derfor har vi endog ikke indlagt disse kanaler.

    Men ros skal gives, når ros fortjenes. Der er ikke ét eneste stik der vender bagud. Så man kan virkeligt komme tæt på væggen, hvis TV'et skal op og hænge.

    Design

    TV’ets design er ultrasmukt, og lettere inspireret af Loewe Individual serien. Børstet stål og glas ramme, og en plastik/chrome fod, der kan dreje. TV’et kommer dog først til sin ret, når det hænges på væggen med sit ultra smarte ophæg. Ligesom Samsung logoet på forsiden oplyses når TV’et tændes. (Dette kan slåes fra i opsætningen).

    TV'et virker robust, og ingenlunde plastik agtigt nogen steder.

    Fjernbetjening

    Fjernbetjeningen er ikke den ”iPhone” remote som følger 9000 serien, men en smukt designet soft surface fjernbetjening hvor alle knapper ligge på samme lag. En ting der dog irriterer mig på fjernbetjeningen, er at man har sat tallene i toppen af remoten, da de fleste brugere holder den i bunden.

    Så kan man ikke let skifte kanal, da hånden ikke kan nå tallene. Men det er ellers en flot fjernbetjening, og ros til Samsung for at sætte f.eks. 3D on/off på som en særskilt knap, så man ikke skal dykke ned i menuerne for at bruge det.

    Fjernbetjeningen er i øvrigt baggrundsbelyst.

    iPhone app som fjernbetjening

    Der findes også en native iPhone app, der hedder TV Remote.

    Den er gratis, og med den kan du via det trådløse netværk styre alle funktioner i TV'et. Der er let adgang til Internet@tv og let adgang til guide osv. Jeg tror ikke den bliver min primære fjernbetjening, men det er en god feature, at den findes og kan bruges. Det vil sige du kan sidde overalt i huset og styre TV'et.

    Opstart

    Nå, TV’et er pakket ud, og sat på TV bordet, og der skal strøm på.

    TV’et starter op med musik (som gudskelov kan slåes fra i opsætningen), og så svarer man på et par hurtige spørgsmål omkring land og sprog, inden man skal finde kanaler. Her lærte jeg den første lektie. På både Sony og Philips som jeg ellers har prøvet, er netnummer ikke så vigtigt da TV’et scanner alle frekvenser. Jeg har altid tastet 150 for København og har altid fundet alle kanaler. På Samsung blev der ikke fundet en eneste kanal.

    Hmm, tænkte jeg inden jeg smuttede op på Yousee.dk siden, og fandt ud af at man med DVB-C tunere der arbejder tæt sammen med Yousee skal bruge net 151 (bemærk at man skal finde den by / boligforening man bor i på sitet). Med det rigtige net tog det kun 20 sekunder, så var der 175 kanaler fundet. Jeg havde monteret mit YouSee kort, og der var billede med det samme på både Canal+ og alle HD kanaler.

    Billedkvalitet

    Også i den grad. Det er et utroligt flot billede som det LED panel giver. Det er dybt og klart i farverne, og min kone kunne ikke lade være med at sige, at hun syntes det stod bedre end det nyeligt købte Sony TV vi ellers bruger. Kontrasten er rigtigt flot, og jeg sidder lige nu mens Rudy Marcussen bokser, og der kan jeg tydeligt se den flotte sort balance det har.

    Der er umiddelbart ingen skygger at se, og med sit 200 mhz panel, går det rigeligt stærkt med billedopdateringen. Det er virkeligt et flot billede. Bemærk at jeg ikke har forudsætningen for at sammenligne det med Plasma, da jeg ikke har det i huset, så derfor er det i LED/LCD verdenen jeg taler om et flot billede.

    Man kan vælge forskellige settings Standard, Naturligt, Film og Dynamisk, og lige ud af kassen syntes jeg at film giver det mest realistiske billede. Man kan naturligvis gå igang med at indstille på alle knapper, men det vil jeg ikke komme ind på i denne del af anmeldelsen.

    TV’et har også en ECO sensor, der gør at den viser det bedste lysniveau uanset indendørs forhold.

    Lydkvalitet

    Jeg husker med gru de forrige Samsung TV. 6 og 7 serien, hvor man havde en lyd der blev meget skinger og meget "dåse agtig". Jeg syntes ikke at man har samme oplevelse med 8000 serien.

    Nuvel. Det er ikke B&O lyd men TV'et kan sagtens spille uden hele AV anlægget skal tændes. Men er man lyd fanatiker, så skal der nok en soundbar, eller en permanent tændt centerhøjttaler på.

    Når det er sagt, så virker det som om, at det er et område som Samsung har fokuseret på med de nye modeller, og man kan sagtens være bekendt at vise det frem.Højttalerne er bagudrettede og jeg har ikke testet det vægmonteret, så jeg ved ikke hvor meget det påvirker lyden.
    Fortsættes....

    I næste del af anmeldelsen skal vi se på de almindelige funktioner i TV’et, DLNA afspilning af medier via NAS, samt internet@tv som Samsung kalder deres internet adgang der løbende kan udvides med flere funktioner via nye Apps.

    Har du spørgsmål eller forslag til ting vi skal teste med dette TV, så:

    Deltag i debatten i forumet

    Anmeldelse: Samsung C8705 3D TV - Del 1

  2. #2
    Intermediate Alastor sin avatar
    Medlem siden
    Dec 2006
    Poster
    1,124
    Takk & like
    Nevnt
    0 post(er)
    AVtorget feedback
    0
    (0% positive tilbakemeldinger)
    Så du har kopiert hele journalistens åndsverk og lagt det ut her?

    EDIT: Uansett, selv om dette bare var del 1, så synes jeg det var en fryktelig subjektiv og grunn vurdering av bildekvaliten? Ingen målinger foretatt, ingen kalibrering? Han sier tilogmed at de ikke vil gjøre manuelle innstillinger. Minner meg om forbrukerportalens tester, der brukervennlighet og norsk bruksanvisning får like mye poeng og vekt som bildekvalitet.

  3. #3
    Intermediate
    Medlem siden
    Jan 2005
    Poster
    2,896
    Takk & like
    Nevnt
    1 post(er)
    AVtorget feedback
    0
    (0% positive tilbakemeldinger)

    Del 2

    Indledning

    Søndag kiggede vi på udpakningen og lige en hurtig første dags indtryk. Nu er hverdagen begyndt at indtræffe sig, og i dag skal vi kigge på sortering af programmer, harddisk optager, internet@tv og DLNA afspilleren.

    Opsætning og sortering af kanaler

    Som vi skrev søndag, er det ikke noget problem at finde de mange kanaler som f.eks. YouSee gemmer. Vi har dog testet med den indbyggede S2 (Sattelit) tuner, da jeg ikke har parabol, men flere brugere i forumet har fortalt at det virker med Canal Digital.

    Viasat tilbyder ikke CAM til deres løsning, så der er man overladt til en ekstern boks.
    Som sagt, er det let nok at få kanalerne ind, men at sortere dem er en frygtelig oplevelse. På Sony og Philips er det meget intuitivt at sortere og flytte rundt på sine kanaler. På Samsung er det en langtsommelig operation, der tager timer hvis man har adgang til mange kanaler.

    Man skal ind i kanal oversigten, og på hver enkelt kanal vælge at flytte kanalnummeret ved manuelt at indtaste det. Jeg er vant til "træk og slip", hvor man flytter kanaler rundt på en let måde. Det er et kæmpe minus at et ellers så avanceret TV har en så elendig brugervenlighed på en så vigtig funktionalitet.

    Og endnu værre bliver det, at den tager den kanal der ligger på det nummer og sætter den på den kanal du flytters nummer. Så hvis TV2 kommer med en ny kanal du vil have ind i listen, så venter der brugeren en lang arbejdsdag.
    En god ting er dog, at når man endeligt har sat det op, er det let at tage en sikkerheds kopi af opsætningen til USB drev. Og lige så let at genskabe dem fra samme drev.

    Men her er der virkeligt et område, der gerne må indtænkes i en firmware opdatering. Og meget gerne den næste.

    Jeg hentede i øvrigt den nyeste firmware fra Samsung, og den har ikke løst problemet. Så det må blive næste firmware.

    Internet@tv

    Sidste års store "buzzword" var Internet gadgets / widgets på TV. Og selvom mange TV kom med deres egen fortolkning af hvad der er godt, så har de fleste skuffet med bl.a. Yahoo widgets eller andre rigtigt kedelige af slagsen.

    Samsung lagde hårdt ud på deres stort anlagte pressekonference på CES 2010 i Las Vegas, hvor de bredt fortalte at de nu ville lave deres egne applikationer, og tilbyde et API som kendt fra Apple, så de apps du udviklede til TV også virkede på telefoner og omvendt.

    For at kunne bruge Internet@tv, skal dit TV være tilsluttet Internettet. Det kan ske via det indbyggede Ethernet stik, eller via en trådløs dongle som skal købes seperat til omkring 500 kr.

    Donglen bruger USB, så man bruger altså en af de to USB stik der er i TV'et. Og bruges nummer to til harddisk optager som vi vender tilbage til, så skal man frakoble andet hver gang man ønsker at bruge USB til andet. (f.eks. Skype video chat)

    Når du er koblet på nettet, kan du på fjernbetjeningen trykke på Internet@tv knappen. Første gang tager ekstra langt tid, da TV'et skal installere de gadget som Samsung har valgt for dig

    De fleste er lige til at slette igen, men nogle få er rigtigt gode, og entydigt for dem alle er at performance er rigtigt meget bedre end f.eks. de Yahoo widgets som er på de nye Sony TV.

    YouTube

    Fungerer rigtigt godt. Søgningen bruger T9 ordbog. Det er både godt og skidt, men det virker ihvertfald bedre end Sonys måde at indtaste tekst på.

    Endnu bedre bliver det, hvis man bruger iPhone / iPad fjernbetjenings app'en. Hvor man kan bruge QUERTY tastaturet. Og på den måde taste tekster med den.

    Picasa

    Foto album online virker godt og hurtigt.

    Skype Video Chat

    Jeg havde desværre ikke adgang til webcam, men både interface og hastighed var rigtigt god.

    Vejr og History channel er meget sjove, men ellers syntes jeg det er ret tyndt med apps lige nu. Det skal blive spændende og se om Samsung får succes med deres egen App strategi. Personligt ser jeg hellere at TV fabrikanterne satser på f.eks. Android TV, så man får et bredere udvalg af apps, og en browser til TV'et der er til at bruge til noget.

    Harddisk Optager / PVR

    En rigtig god feature, er muligheden for at tilføje en ekstern harddisk til TV'et og så har man pludselig indbygget harddisk optager i TV'et. Man kan ikke bruger USB sticks, eller i hvertfald ingen af de 4-5 sticks jeg prøvede. Men 2.5" harddiske uden ekstern strømforsyning virker fint.

    Man tager et godt langt kabel, og så kan man gemme harddisken f.eks. i en reol under TV'et. Harddisken skal formateres i et ikke standard filsystem, og af copyright årsager kan man ikke tage harddisken fra TV'et over til en PC og så afspille filerne derfra. Jeg kan derfor heller ikke fortælle hvad format de optages i, men da den optager HD og SD udsendelser, må det være et mpg4 kompatibelt format.

    Harddisk optageren understøtter to funktionaliteter "TimeShift" og Timer Optager.

    Med TimeShift kan du midt i en udsendelse vælge at trykke pause, og så begynder harddisken at optage med det samme, eller du kan instillet TV'et til at have en automatisk buffer i Timeshift. Trykker du pause, så kan du forlade TV'et og komme tilbage og fortsætte hvor du slap. Det er en rigtig brugbar feature, som man kender fra mange digitalt TV bokse, og som man let får stor glæde af. Det gør også at man kan spole i en udsendelse, så man lige kan få gentaget hvad en person sagde, hvis man ikke hørte det første gang.

    Desuden kan man med harddisk optageren opsætte timer optagelser, og det kan man gøre enten fra guiden eller ved at stå på udsendelsen og så trykke på REC knappen. Eneste ting her, er at Samsung tror man som bruger bliver enormt glad for at der på TV'et kører et "Recording" ikon rundt på skærmen, og som ikke forsvinder af sig selv, eller kan fjernes for den sags skyld. Det kunne jo være at farmand gerne ville se en udsendelse live, mens mor gerne vil se den når hun kom hjem fra byen, så er det altså trælst at skulle se på det ikon.

    En anden ting, er at man ikke kan skifte kanal hvis man optager. Det er fair nok fordi der kun er én tuner, men hvis nu man optager f.eks. TV2, og gerne ville se noget på DR1, så er begge disse kanaler på samme transponder (frekvens), og derfor burde man kunne se dem. Dette gør sig også gældende på tværs af tuner type. Man kan ikke se T mens man optager noget på C elller S for den sags skyld. Man kan heller ikke bruge Media Playeren og DLNA enheder mens man optager.

    Til gengæld kan man godt se film fra HDMI / ETX indgangene samtidigt med TV'et optager. Ligesom man godt kan slukke TV'et efter man har sat en optagelse i gang.

    Det at man kan optage er en super fin feature. Desværre ville den være endnu bedre med dobbelttuner, men alt i alt kan man kun klappe i hænderne over featuren. Og så kan man jo skifte harddisk og størelse så tit man har lyst.

    Men når samsung alligevel skal fixe sortering af kanaler, må de gerne gøre det valgbart om det ikon skal vises hele tiden. En anden ting man skal være opmærksom på, er at man IKKE kan optage fra analoge kanaler.

    Media Player / DLNA

    Det er efterhånden standard at moderne TV kan afspille medier fra USB og netværks kilder. Og dette TV er ingen undtagelse, men jeg har aldrig oplevet et TV, der kan spille så mange af de formater man som filmelsker bruger i det daglige.
    Både DivX og MKV er blevet testet og godkendt. Det er det første TV jeg har oplevet med MKV support, og den spiller også med DTS lyd som flere har spurgt om i forumet. Undertekster embeded i MKV filer har jeg ikke fået til at virke, men i manualen står følgende undertekst understøttet (.ttxt, .smi, .srt, .sub og .txt).

    Men en hurtig gennemgang af videoformater er: .avi, .mkv, .asf, .wmv, .mp4, .3gp, .vro, .mpg, .mpeg, .ts, .tp og .trp. Det er næsten lige så godt som TVIX, og for rigtigt mange vil TV'ets indbyggede kodeks være godt nok. Alle kodeks kan afvikles i op til 1900x1200, så der mangler intet der.

    Den afpiller lige nu traileren til Avartar i 1900x1200 i MKV format, og den spiller via nettet og helt uden hakken. Det er imponerende, og MKV kan den spille i op til en bitrate på 25 mb/sek, og .ts i mpg2 helt op til 30 mb/sek.
    Jeg testede også for sjovt en MKV film med 2 lydspor. Og den gik lige igennem. Igennem tools menuen kan man vælge lydspor, og vælge Family Guy på enten tysk eller engelsk.

    En bruger spurgte i øvrigt om man kunne afspille film og musik fra USB, og svaret er et rungende ja. Og man kan læse USB stick med FAT, FAT32 og NTFS. At den kan læse NTFS er super, for så kan man afspille mediefiler der er større end 4 GB. Man kan ikke bruge mac format eller EXT3/4 fra linux. Men mon ikke de fleste er glade for NTFS.

    Man kan ikke spille AVCHD filer fra Media Playeren.

    Lyd på Media Playeren

    Nu bliver jeg aldrig manden som bruger mit TV til at afspille musik. Til det har jeg mit SONOS anlæg, men da TV'et kan uden problemer afspille min musik samling. Jeg savner dog at den viser det embedded coverart, når den nu alligevel viser et musik ikon.

    Og så savner jeg at man kan søge, eller i det mindste springe i alfabetet. Der er altså utroligt langt til T, hvis man skal finde et nummer med "Take That", når man skal bladre et album af gangen. Derfor vil jeg blot konstatere. Den kan spille musik i wma og mp3 formatet. Den understøtter også DRM fri musik købt på iTunes.

    Billeder

    Omkring billeder, har jeg et Panasonic Lumix, der tager 12 mpix billeder,og de kunne let vises via USB, men via DLNA fik jeg det ikke til at virke. Om det er min NAS eller om det er TV'et tør jeg ikke sige.

    Sammenfatning af Media Playeren. Det er en fantastisk videoafspiller. Den kan alt hvad man drømmer om, og det i de formater man kan håbe på. Den mangler nogle småting omkring undertekster på MKV, men jeg tror ikke det er noget Samsung vil rette op på, da det vist er i gråzonen for hvad man som spiller på filmmarkedet kan være med til. Men videoafspilning direkte fra TV'et står til 6 stjerner med pil op ad.

    Musik afspilleren er jeg ikke så begejstret for, men den kan hvad den skal, og andre vil sikkert være tilfredse. Men det at man skal bruge langt tid på at kravle ned i sin samling, kan godt blive et irritationsmoment.

    Billedefremviseren virker som den skal, og man kan afspille slideshows i en fin kvalitet og med baggrundsmusik.

    Glæd jer til 3. del

    I 3. del skal vi til at kigge med briller. Vi skal se på 3D film og vi skal kigge på billedkvalitet. Jeg checker betragtningsvinkel, genskær, Ghosting, sort og sortseere. Jeg måler ikke noget, men har haft et par 3D specialister på besøg, der har stor erfaring i 3D.

    Billedkvaliten vil blive sammenlignet med andre TV i samme prisklasse men ikke med grafer men med holdninger.

    Husk at fortsætte med at stille spg. I forum.

    Anmeldelse: Samsung C8705 3D TV - Del 2

  4. #4
    Intermediate
    Medlem siden
    Jan 2005
    Poster
    2,896
    Takk & like
    Nevnt
    1 post(er)
    AVtorget feedback
    0
    (0% positive tilbakemeldinger)

    Del 3

    Anmeldelse: Samsung C8705 3D TV - Del 3 / Konklusion

    I dag skal vi kigge på 2D og 3D samt billedkvaliteten.

    Som tidligere skrevet, så er jeg ikke manden med måleapparatet, men jeg har mine egne holdninger til hvad billedkvalitet og fremvisningsoplevelser er for mig.

    Et billede skal stå roligt, der skal ikke være synlige lyskilder, og der må ikke være for meget mpg støj.

    Som reference kanaler har jeg udelukkende brugt digitale kanaler. Jeg mener som tidligere skrevet, at analoge signaler er fortid, og hvis man ikke har adgang til et digitalt signal, er det lige meget med et godt TV.

    Kanalerne jeg brugte var DR1, TV2, 2News, DRHD og så bruger jeg TV3puls og TV3+ som skræk signaler.

    Hvordan er billedet ved alm. TV brug

    Jeg er meget imponeret over kvaliteten på TV billedet. Billedet står meget roligt, og de velkendte scroll linier i bunden som f.eks kører over TV2News står meget skarpt og roligt til trods for bevægelsen. Sort står flot, og farverne er klare, uden at være skrigende. (beklager blitzen på billedet)

    Man kan godt opleve lette lys kilder komme fra bunden og toppen når man ser en film der ikke bruger hele 16:9 billedet. Det er ikke meget, og væsentligt mindre end det er på f.eks. Sony NX700.

    Synsvinklen er imponerende, dog kan man godt se at farver og kanter glider mere og mere sammen jo længere man kommer ud i skarpe vinkler.

    Genskæret fra den klare skærm er tåleligt, og den glossy overflade giver altså et mere dybt billede, end f.eks. matte skærme. Man skal dog være opmærksom på genskin fra f.eks. lamper og vinduer.

    De forskellige standardindstillinger for billedevisning som beskrevet i første test opfylder de flestes behov, men er man feinschmecker kan man med fordel lege med de mange indstillingsmuligheder der er for både kontrast, farve og lys.

    Indstillingsmulighederne er mange, og jeg er sikker på at alle kan finde et billede de kan lide og stå inde for.

    Jeg har på nettet fundet nedenstående indstillinger, som giver et mere naturtro billede, men da billedoplevelse er meget individuelt, så skal man altså unde sig selv at lege lidt med dem. Er man til mere varme farver (FONA opsætning, tror jeg nogle kalder det), så bør man nok bruge en af de varme standardopsætninger

    Men prøv disse:

    * Color: 45
    * Tint: G50/R50
    * Sharpness: 20
    * Picture Mode: Movie
    * Backlight: 10
    * Color Temp: Warm2
    * Gamma: 0 (measures 2.28)
    * HD size (pixel-to-pixel): Screen Fit
    * Eco Sensor: On
    * No Signal Power Off: On
    * Black Tone: Off
    * Dynamic Contrast: Off

    En ting jeg testede var Formel 1 visning. Ikke fordi Formel 1 er særligt godt at teste med, men fordi jeg faktisk i flere år har brugt ”onboard view” fra raceren, hvor man ser fordækkene på bilen nærmest fryse p.g.a. mpeg komprimering. (Prøv det selv på jeres TV på en F1 søndag).

    Det skete på mit Philips. Det er mindre synligt på mit Sony, men på Samsung kan deres billede forbedring faktisk give en ret god oplevelse af hjul i bevægelse. Man oplever ikke de der døde dæk, som gør man undrer sig om hvordan bilen kører når dækkene står stille.

    TV’et har 200Hz billedebehandling, og det kan virkeligt ses på kvaliteten og skarpheden. De 200Hz er nødvendige for at kunne køre 3D i en ikke flimrende oplevelse i 3D, men løfter generelt kvaliteten på billedet.

    Jeg læste i forum om en bruger der syntes at 2D billedet stod bedre med 200Hz setting slået fra, men jeg er ikke enig, men gudskelov er det en setting som man som bruger frit kan vælge til og fra, og da billedekvalitet er en personlig ting, så bør man eksperimentere som bruger på den indstilling som passer en bedst.

    TV’et har et meget lyskraftigt panel. Det for at kompensere for tab af lys, når man skal se 3D. Det er 3D brillerne der tager en del af lyset fra billedet. Men det vinder kvaliteten af 2D på, fordi man får et rigtigt flot og klart billede i også lyse rum.

    Som set i min anmeldelse af Sony NX700, så har jeg mit TV placeret overfor et stort 2.5 x 1.8 m. vindue, og der skal ikke meget til før at genskin bliver utåleligt. Det oplever jeg ikke på Samsungen, og jeg er meget imponeret over hvor flot lyst og kontrastrigt billedet er ved kun 50% lys. Selvom konens planter i vinduet jo godt kan ses.

    Og når man tænker på hvor mange der har været bekymret for om man gik på kompromis omkring billedkvalitet på 2D for at få 3D, så er svaret på denne her model et klart NEJ. Jeg syntes virkeligt at dette LED TV står flot.

    3D oplevelser

    Når man taler om 3D TV, så er jeg af den opfattelse at det stadig er meget tidligt at løfte armene i begejstring. Især fordi det materiale man kan teste med for tiden er ualmindeligt begrænset, og især fordi de fleste film man kan få fat i er tegnefilm.

    Jeg tænker altid på hedengangne Alpha-View, hvor den stående joke var ”Monsters Inc.”, der altid kørte i deres butikker, og de mange dårlige undskyldninger om manglende eller dårligt TV signal.

    Sådan har jeg det også når jeg skal anmelde billedkvalitet / 3D kvalitet med en tegnefilm, fordi de computergenrerede film, jo næsten altid står sindssygt godt pga. meget klare farver og skarpe linjer.

    Per fra Licotronic var så sød at skaffe os en Samsung 6900 3D Blu-ray afspiller, og filmen Monsters Vs. Aliens i 3D. Men havde samtidigt Avatar traileren med i 3D. Det er den samme trailer som flere brugere bad mig teste i forumet.

    Jeg hyrede to specialister i 3D film. Min søn Andreas og hans kammerat Rasmus, der blev sat foran skærmen, og efter få minutters kamp med at få det ene sæt briller til at spille, blev de sat i gang med at se filmen.

    Jeg tænkte jeg ville høre dem efter filmen, men efter 30 min. kom min søn og bad mig om at slukke for 3D, fordi de fik ondt i hovedet. ”Det står dobbelt” sagde de, og det passer meget godt med oplevelsen som nogle får. Det er som om at hjerne / øjne og TV ikke altid er 100% kompatibelt, og derfor kan oplevelsen af 3D være meget forskellig.

    Jeg så selv filmen igennem i bagefter og havde ikke hovedpine, og kunne godt blive begejstret for 3D kvaliteten. Jeg er dog ikke begejstret for at anmelde tegnefilm. Men 3D kan TV’et uden problemer vise.

    Under anmeldelsen kom der en ny firmware til TV’et, som jeg installerede. En af de nye feature var at man kunne indstille dybdeeffekten på TV’et i 3D mode. Det er faktisk en god indstilling, fordi jeg oplevede at 3D effekten ikke var lige god, hvis man sad langt fra TV’et (ca. 3 meter). Det blev klart bedre med mere dybde. Nu skal det til forsvar siges, at det kun var et 40”, og jeg er vandt til en større skærm.

    Jeg oplever ikke skygge problemer i billedet, men nogen gange kan billedet godt lige fryse et blink, men jeg ved ikke om det er mine øjne der spiller mig et puds. Jeg tog lige en tur i FONA i Rødovre centret, fordi jeg ved de har en 7000 serie i 40” stående til 3D demo. Og der oplevede jeg faktisk en lettere hvid skygge, der til tider omkransede objekter i billedet. Men på 8705 så jeg den ikke selv, men kan læse at andre anmeldelere oplever det.

    Jeg var meget imponeret over 3D effekten, som giver god og flot dybde i billedet. Prisen for 3D er farverne. Man har ikke samme farveoplevelse, men det er det samme som i biografen. Men imponerende det er det.

    Brillerne til 3D

    Samsung har ikke siddet på hænderne, og er klar med mange forskellige modeller til både børn og voksne. Brillerne er med ”Active Shutter”, og det vil sige at de bruger batterier. De briller vi testede var genopladelige, og det sker igennem et USB kabel. Man kan enten lade dem igennem TV’et eller computeren, men jeg kan fortælle at vi brugte en helt almindelig iPhone 220V lader, som med glæde lånte dem lidt strøm.

    Brillerne generer lidt i starten, men efterhånden som man sidder med dem mærker man dem ikke så meget mere. Men man skal være opmærksom på, at har man f.eks. LED ure på sin optager eller video, så vil disse står og ”flyde” når man ser dem igennem brillerne, så sørg for at sådanne enheder ikke er i samme synsfelt som 3D TV’et.

    Er man i forvejen brillebærende, kan man godt bruge de store briller. De kan sagtens sidde uden på. Men man skal være opmærksom på, at det kræver ensartet syn på de to øjne at få 3D oplevelsen. Det er også vigtigt at understrege, at den 3D metode som bruges i moderne 3D TV og biografer ikke er baseret på farver, og at man godt kan se det, selvom man f.eks. har lettere farveblindhed.

    2D / 2.5D eller 3D ?

    En feature som Samsung TV’et har, er muligheden for at konvertere et 2D signal til 3D, eller 2.5D som jeg har besluttet mig for at kalde det. Det giver en dybde effekt, men da den er baseret på gæt på placering af objekter i det enkelte billede, så bliver den meget ”glansbillede” lignende.

    Det er Samsungs videoprocessor der laver konverteringen, og den gør det som sagt ved at måle alle objekter på skærmen. Objekterne forbliver 2D men placeres i forskellige lag, der giver en dybde virkning.
    En vigtig ting omkring 2.5D, er at det virker bedst med HD kvalitet. Tager man en SD kilde, så bliver kvaliteten jævn. Jeg prøvede det på DRHD, og der kunne flere af udsendelserne godt bære konverteringen. Men prisen er jo farverne, der mister en del pga. brillerne.

    Jeg kan ikke se mig selv bruge 2D->3D særligt meget, men mest for show off, hvis man lige har nogen på besøg som gerne vil prøve. Men man er jo nødt til at bruge det for tiden, fordi man nok bliver træt af at se Monsters Vs. Aliens for 50’ende gang.

    Og så er vi inde ved TV’ets største problem

    TV’et er i mine øjne fantastisk. Jeg har intet meget negativt at sige om det, udover kanalsorteringen og den åndsvage ”recording” visning.

    Men den totalte tørke på 3D materiale er skrigende. Og måden som man lancerer 3D på lige nu er meget skuffende. Det minder mig meget om lanceringen af Blu-ray og HD-DVD, der også kun havde ganske få titler i en meget lang periode.

    Kilder på den rigtige side af Atlanterhavet tror ikke på mere end 10-20 3D titler på Blu-ray i 2010, og sandsynligheden for at vi i Danmark får en 3D kanal inden for de næste måneder er nok ikke så stor.

    Så man skal altså se dette TV som en investering i fremtiden. Og så tror jeg der vil være et voksende marked for bytning af film mellem ejere, så annoncer som ”Haves: Det regner frikadeller, Ønskes: Monsters vs. Aliens” kan sagtens blive et hyppigt syn på recordere.dk

    Konklusion

    Som skrevet, så syntes jeg det er et fantastisk TV. Jeg er begejstret for den indbyggede PVR funktionalitet, som ikke kan erstatte min harddisk optager, pga. begrænsningerne omkring visning og optagelse, men bare det at man direkte i TV’et har timeslip, er nok til at kunne bruge det aktivt.

    Jeg er begejstret for den indbyggede Media Player , som jeg syntes er god, og med supporten for de mange formater gør behovet for en TVIX eller Popcorn hour mindre.

    Jeg syntes deres Internet@TV er bedre end de mange TV med Yahoo widgets, men tror samsungs app strategi vil lide en krank skæbne hvis Android TV på Sony bliver en succes. (Og lad mig understrege, at det håber jeg virkeligt på det gør). Men det er p.t. den bedste Widget implementering jeg har set på et TV.

    Der hvor TV’et halter, er på småting som Samsung burde skynde sig at løse i en firmware opdatering.

    Recording ikonet, der vises konstant når man optager på harddisken. Det er tåbeligt. Brug dog den røde strømdiode, der kan stå og blinke når den optager.

    Sortering af programmer. Det er bare langt fra i orden. Det er en kamp uden lige at få styr på sine kanaler, og jeg tror de fleste vil lade dem stå som de bliver scannet ind, eller måske nøjes med at sortere de første 10.

    Manglende Program info ved kanal skift. Hvorfor kommer der ikke info om program titel når man skifter kanal. På både Sony og Philips ser man hvad programmet hedder når man skifter kanal. Man skal trykke på Info på Samsung for at se det.

    Højttalerne. Personligt har jeg intet imod dem, men jeg tror at lydfantatikere med det samme skal investere i en soundbar, eller bruge deres AV forstærker for at få den lyd de kan lide.

    En ting som forvirrer meget, er om der hører briller med eller ej. Nogle forhandlere siger ja, andre nej, og helt tredje siger at der er en voucher med, som kan konverteres til en brille. Der bør Samsung melde klart ud, om der er brille med eller ej.

    Så for at putte det i stjerner, hvor 1 er det laveste og 5 er det højeste, vil jeg kaste stjernerne i glans

    : Billedkvalitet for LCD/LED
    : Design
    : Indbyggede funktionalitet
    : Brugervenlighed
    : Pris

    : Samlet vurdering

    Hvis Samsung løser kanal sortering og recording ikonet, så løfter jeg brugervenlighed til 4.

    Anmeldelse: Samsung C8705 3D TV - Del 3 / Konklusion

Stikkord for denne tråden

Regler for innlegg

  • Du kan ikke starte nye tråder
  • Du kan ikke svare på innlegg / tråder
  • Du kan ikke laste opp vedlegg
  • Du kan ikke redigere meldingene dine
  •