DisplayPort fører an og overgår langt de muligheder som HDMI 2.0 tilbyder. Den nye DisplayPort 1.3 standard understøtter bl.a. 5K-opløsning på PC-skærme og endda 8K-opløsning på tv-skærme. Der er også support for bedre farver og meget mere.

Hvad HDMI 2.0 burde have været

DisplayPort 1.3 kan overføre op til 32,4 Gbit per sekund, sammenlignet med 21,6 Gb/s for DisplayPort 1.2 og 18 Gb/s for HDMI 2.0. Den ekstreme båndbredde vil åbne for en lang række billedmæssige forbedringer og DisplayPort kan nu også for alvor få en rolle i tv-verdenen.

Først og fremmest så understøtter DP 1.3 nye opløsninger til PC-skærme, herunder 5120x2880 pixels, som er på vej i Dell UP2715K og ligeledes rygtet på vej i ny Apple iMac og Thunderbolt-skærm. Det er desuden muligt at drive flere skærme over en enkelt forbindelse, f.eks. to 4K-skærme.

Hvad vigtigere er, har folkene bag også arbejdet på bedre understøttelse af tv-verdenens principper. Det er potentielt stort, da DisplayPort kan muliggøre ting som HDMI 2.0 slet ikke kan. DP 1.3 vil naturligvis understøtte 4K-opløsning, men også 8K-opløsning ved såkaldt 4:2:0 chroma subsmapling, der bruges i tv-verdenen. Herudover understøttes HDCP 2.2 kopibeskyttelse, HDMI 2.0 konvertering og endda CEC, som gør det muligt at styre tilsluttede enheder med en fjernbetjening. Alt i alt et langt mere målrettet fokus på tv-verdenen end hidtil.

Andre funktioner omfatter:
4K@60Hz (med PC farver)

10 & 12-bit farvedybde

Understøttelse af USB

3D i 4K

Variabel opdateringsfrekvens (til gaming)

Display Stream Compression standarden

4K ved 120Hz var rygtet på vej til DP 1.3, men dette bekræftes ikke ved lancering. Baseret på den høje båndbredde, ser det dog ikke umuligt ud. Nvidia og AMD har ikke annonceret noget mht. DisplayPort 1.3 support endnu.

DisplayPort er også den standard, som bruges til A/V-delen i Thunderbolt-standarden, som f.eks. Apple har taget til sig i sine produkter. Vi ser formentlig en annoncering af Thunderbolt 3 inden længe.




http://www.flatpanels.dk/nyhed.php?s...&id=1410855891